Christine Zwergius

Christine Zwergius

Om mig:

Din terapeut og vejleder på vejen mod trivsel, ro og glæde i hverdagen

Jeg har altid været optaget af trivsel.

Jeg har kunnet fornemme stemninger og sindstilstande så længe jeg kan huske, og været meget påvirket af konflikter og mangel på andres accept og tolerance - både af mig selv og andre.

Det gjorde mig ret dygtig til at agere, så jeg undgik konflikter, og så folk kunne lide mig. Den søde, rolige, tålmodige 12-tals pige, der forsvandt ind i bøgernes verden. Jeg gjorde mere eller mindre alt det rigtige: ungdomsuddannelse med skolens næsthøjeste gennemsnit (hvilket selvfølgelig pinte mig; at jeg ikke var bedst), en kandidatgrad i psykologi fra universitetet, et par udlandsophold for at blive kulturelt og sprogligt klogere, et meningsfuldt job med udsatte børn og unge, et ægteskab, tvillinger... og en kæmpe tur gennem stressmøllen.

Belastningsreaktionen var for mig til at tage og føle på i min hverdag, når jeg med hamrende hjerte ikke kunne trække vejret ordentligt, sov af h*****e til, snerrede af min mand, ikke kunne rumme mine børn, var fraværende i mine venskaber og til sidst måtte langtidssygemelde mig.

Jeg anede ikke, at jeg faktisk agerede ud fra traumerespons, der kan spores generationer tilbage. Det fungerede jo godt for mig at knokle, præstere og være vellidt, for det er det, vores samfund hylder.

Først da jeg (eller rettere: min nærmeste familie) sagde stop og indså, at det hverken var holdbart eller sundt at ignorere alt det, min krop råbte højt om, kunne jeg tage de første skridt mod heling og trivsel. Det blev en lang og snørklet vej, hvor jeg kom omkring flere psykologer (ja, en terapeut kan også gå i terapi), et coachforløb, mange timer på yogamåtten, endnu flere timer på stierne i Marselisskoven og et intensivt studie af nervesystemet, traumer og heling.

Min baggrund i fem "fun facts"

  • Jeg har en kandidat i psykologi og sundhedsfremme fra Roskilde Universitet. Før det har jeg være omkring både journalistik, idræt og medicinalbiologi - men det var i sidste ende menneskers trivsel og sårbarhed, der trak i mig

  • Jeg er vokset op i klassisk kernefamilie med villa, Volvo og vovse - og en Golden retriever vil altid være mit yndlingsdyr

  • Jeg har tre gange i mit liv været rejst alene til udlandet i længere tid: et år på udveksling i Brasilien i gymnasiet, et semester på college i Californien ifm. mit studie, og halvanden måneds feltstudie i Peru. Derudover boede jeg som barn i Norge i tre år med min familie og snakker stadigvæk ret godt norsk

  • Jeg elsker udeliv og finder en kæmpe ro i naturen. Men jeg er endnu for magelig til at være friluftsmenneske

  • Min absolutte guilty pleasure er bøger. Nogen gange mere at købe dem end at læse dem. Skal mit hoved holde fri, hiver jeg Harry Potter, Ringenes Herre, Twilight eller Det Gyldne Kompas ned fra hylden

Kontakt

Telefon: 26124967

Mail: hej@christinezwergius.dk

Følg Christine Zwergius